Mississippi Burning medvirkende

Der er film, der fortæller en vigtig historie. Og så er der film, der insisterer på at fortælle en vigtig historie – mens de i virkeligheden mest af alt fortæller noget om, hvem der sidder bag kameraet og hvem der er valgt til at stå foran det. Mississippi Burning falder farligt tæt på den anden kategori. Ikke fordi historien er uvæsentlig – den er brutal, nødvendig og reel. Men fordi castet, når man kigger nøje på det, afslører en film, der er langt mere optaget af sig selv end af de mennesker, den påstår at handle om. Mississippi Burning medvirkende er ikke blot en liste over dygtige skuespillere. Det er et dokument over, hvad Hollywood i slutningen af 1980’erne mente var acceptabel måde at fortælle en borgererettighedshistorie på.

Mississippi Burning medvirkende – det fulde cast i overblik

Her er de centrale Mississippi Burning skuespillere og deres roller i filmen:

Mississippi Burning medvirkende tæller et imponerende ensemble – men imponerende og veltjent er ikke synonymer.

Læs også artiklen om medvirkende i Efterforskningen – en anden undersøgelsesdrevet drama med et stærkt ensemble.

Et cast der fremstiller hvide som helte i en sort historie

Lad os tage det direkte: Mississippi Burning handler om mordet på tre borgerrettighedsaktivister i Mississippi i 1964. De dræbte var to hvide og én sort. Den sorte befolkning levede under systematisk terror. Og alligevel valgte Alan Parker – og Hollywood – at fortælle den historie gennem to hvide FBI-agenter. Det er det første og mest afgørende problem med Mississippi Burning cast. Det er ikke et problem med skuespillernes talent. Det er et problem med fortællingens grundlæggende præmis.

Gene Hackman som Rupert Anderson er udiskutabelt filmens store styrke. Han er varm, troværdig, menneskelig og rummer den slags stille kompleksitet, som mange skuespillere øver sig på i et helt karriere. Hackman er Anderson. Han behøver ikke overbevise nogen om noget. Han er bare der. Men det ændrer ikke ved, at Anderson som karakter tjener et bestemt formål: at give et hvidt, sydstatsligt ansigt på den moralske opvågnen – og dermed gøre historien nemmere at sluge for et bredt, primært hvidt publikum. Det er ikke casting. Det er markedspositionering.

Dafoe, McDormand og spørgsmålet om troværdighed

Willem Dafoe som Agent Ward er filmens mest problematiske casting – ikke fordi Dafoe er dårlig, men fordi rollen er dårligt skrevet. Ward er den regelrette, principfaste FBI-agent fra nord, der ankommer til Mississippi med juridisk præcision og moralsk selvtilfredshed. Han er i bund og grund en stråmand: en figur, der eksisterer for at blive undervist af Anderson/Hackman. Dafoe gør, hvad han kan. Men rollen giver ham intet at fortolke. Den er en funktion, ikke et menneske.

Frances McDormand er historien om Mississippi Burning skuespillere i ét ansigt. Hun spiller Mrs. Pell, kone til den voldelige viceshef, og hun gør det med en knivskarpheds og sårbarhed, der blæser alle andre scener af bordet. Hendes oscarnominering var velfortjent. Men der er noget tragikomisk ved, at filmens mest levende, mest nuancerede og mest følelsesmæssigt ærlige præstation tilhører en birolle. Det siger mere om manuskriptet end om McDormand.

Brad Dourif som Deputy Pell er solid og uhyggelig. Men Dourif spiller en type, ikke en person. Det er den arketypiske, bigotte sydstatsmand – overtegnet til det punkt, hvor han nærmest bliver karikatur. Det er ikke Dourifs fejl. Det er Parker og manuskriptforfatteren Chris Gerolmos’ valg. Og det er et valg, der gentager sig gennem hele filmens Mississippi Burning roller: skurkene er plakater, ofrene er staffage, og heltene er hvide FBI-agenter.

Du kan også læse mere om castet i Braveheart – endnu en historisk dramafilm fra samme æra, hvor casting og historiefortælling går hånd i hånd.

Hvad castet siger om branchen – og om os

Her er spørgsmålet, ingen rigtig stiller: Hvad fortæller det om Hollywood i 1988, at den mest roste film om borgerrettighedsbevægelsen centrerer to hvide FBI-agenter? At den sorte befolkning i filmen primært eksisterer som baggrund, som offer, som kulisse for de hvide mænds moralske rejse?

Mississippi Burning medvirkende er et præcist spejlbillede af et Hollywood, der mente det godt – men ikke tørstede godt nok. Det er sikkert casting. Det er casting, der minimerer risiko. Man tager Gene Hackman og Willem Dafoe, fordi de garanterer billetsalg. Man putter Frances McDormand i en birolle, fordi hun er god nok til at give filmen troværdighed, men ikke stor nok til at true balancen. Man giver de sorte karakterer sporadisk skærmtid og kæmpestore øjne fyldt med frygt.

Det er ikke ondskabsfuldt. Det er systemisk. Det er industri. Og det er præcis derfor, man i dag bør se på Mississippi Burning cast med kritiske øjne – ikke for at nedgøre Hackmans præstation, men for at forstå, hvad de valg egentlig kommunikerer.

Ensemble og kemi – fungerer det, eller er det konstrueret?

Relationerne i filmen fungerer bedst, når de er enkle. Hackman og Dafoe har en gnidningsfuld, men troværdig dynamik – den erfarne sydstatsagent over for den principfaste nordstatsagent. Det er gennemarbejdet. Det er også forudsigeligt.

McDormand og Hackman har filmens bedste scener sammen. Der er et uhyre fint spil mellem dem – en undertrykt seksuel spænding og en gensidig respekt, der aldrig overforklares. Det er de eneste scener, hvor Mississippi Burning for alvor trækker vejret.

Michael Rooker som Frank Bailey er et godt eksempel på, hvad filmen gør ved sine skurker: han er funktionsdygtig, men reduceret. Rooker er en skuespiller med ægte volumen, og han bruger det her til at spille en mand, der udelukkende eksisterer for at repræsentere had. Det er ikke en karakter. Det er et symbol. Og den slags symbolcasting er præcis, hvad der gør Mississippi Burning roller til en interessant sociologisk øvelse og til en indimellem frustrerende filmoplevelse.

Stephen Tobolowsky som Clayton Townley er filmens svageste casting – ikke fordi han er dårlig, men fordi karakteren er for overtydelig. Tobolowsky spiller ondt. Punktum. Der er ingen ambivalens, ingen kompleksitet, ingen menneskelig rids. Det er villain-by-numbers.

Se også analysen af medvirkende i Apocalypse Now – en anden klassisk amerikansk dramafilm, hvor castingvalg og fortælleperspektiv er værd at undersøge nøje.

Konklusion – talent i en fejlkonstrueret ramme

Mississippi Burning medvirkende er sammensat af genuint talentfulde skuespillere. Hackman er i topform. McDormand er strålende. Dafoe er kompetent. Men talent er ikke det samme som troværdighed, og et stærkt cast er ikke det samme som god casting. Filmen vil gerne sige noget vigtigt om racisme, vold og det amerikanske syndefald – men den tør ikke sætte de mennesker i centrum, der rent faktisk led. I stedet centrerer den to hvide mænd og kalder det moralsk mod. Det er ikke mod. Det er bekvemmelighed med et smukt filter. Gene Hackman og Frances McDormand redder filmen fra sig selv. Det er det stærkeste og mest afslørende, man kan sige om denne Mississippi Burning cast.